Stenbroens Jurister modtager Hjemløseprisen
Stenbroens Jurister har modtaget Hjemløseprisen 2025. Prisen gives af foreningen bag Hjemløsedagen til en person eller organisation, der gør en særlig indsats for hjemløses vilkår og rettigheder.
Prisen blev overrakt på baggrund af en indstilling fra SAND – De Hjemløses Landsorganisation, som fremhæver Stenbroens Jurister juridiske og menneskelige indsats for nogle af samfundets mest udsatte grupper.
SAND beskriver i indstillingen, at Stenbroens Jurister på kort tid har markeret sig som en stærk og handlekraftig juridisk forening, der er respekteret blandt både samarbejdspartnere, hjemløse og stofbrugere.
De fremhæver fem konkrete grunde:
- Stenbroens Juristers mere end 10.000 sager for hjemløse og andre særligt udsatte siden stiftelsen i 2021.
- Stenbroens Juristers arbejde for at sikre hjemløse en bankkonto samt og arbejdet for at løse problemerne for Hus Forbi med MobilePay, som har ført til fremsættelse af en lovændring.
- Stenbroens Juristers hjælp og sparring til andre organisationer på socialområdet med både konkrete sager og lovfortolkning.
- Stenbroens Juristers fokus på principielle sager, store som små.
- Stenbroens Juristers fokus på grønlænderes behov for retshjælp med grønlandsktalende ansatte.
Det betyder meget for os i Stenbroens Jurister at få Hjemløseprisen 2025, fordi den kommer fra de mennesker, vi hver dag arbejder for. Der findes ingen mere kvalificerede til at bedømme vores virke.
Prisoverrækkelsen er også omtalt i en reportage af DR fra Hjemløsedagen: Når gaden går til valg: Hjemløsedagen giver de udsatte en stemme