Barnets Lov
Lovbekendtgørelse af barnets lov. Link bekræftet 24. april 2025.
Se på RetsinformationHer kan du læse om dine rettigheder, hvis du er ung og har problemer med stoffer eller piller.
Både børn, unge og voksne med et stofmisbrug, har ret til gratis behandling af kommunen. Med misbrug menes der et forbrug, der giver dig skader eller problemer enten fysisk, psykisk eller socialt.
Vi har beskrevet reglerne her, som de gælder for børn og unge med bopæl og lovligt ophold i Danmark. Du kan altid kontakte Stenbroens Jurister, hvis du er i tvivl om, hvad der gælder for dig.
Der findes to former for stofmisbrugsbehandling – social og lægelig.
For unge vil den lægelige behandling normalt ikke stå alene. Du vil altså både få medicin og social behandling i form af samtaler og terapi mv.
Retten til behandling er grundlæggende den samme uanset alder. Men når du er under 18 år, gælder der særlige regler for, hvordan og hvornår dine forældre eller værge skal inddrages.
Kommunen skal iværksætte din behandling indenfor 14 dage, efter du har henvendt dig. Det vil i nogle tilfælde være relevant at få midlertidig abstinensbehandling, mens du venter på at starte i selve stofmisbrugsbehandlingen. Læs mere om abstinensbehandling nederst på siden.
Du kan læse mere om opioider på Sundhedsstyrelsens hjemmeside altmstoffer.dk eller i denne lille folder fra Antidote Danmark.
Du kan folde emnerne herunder ud ved at trykke på plus'et.
Du finder links til regler nederst.
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål om dine rettigheder. Vores rådgivning er fortrolig. Men du skal vide, at vi efter lovgivningen har underretningspligt, når du er under 18 år.
Underretningspligten betyder, at vi skal oplyse det til kommunen, hvis vi vurderer, at du har alvorligt brug for hjælp, eller vi frygter, at du vil skade dig selv eller andre.
Underretningen kræver selvfølgelig, at vi har oplysninger om dig, eller hvordan man kan få kontakt til dig. Vi kan ikke underrette, hvis du vælger at være anonym og fx kontakter os fra hemmeligt nummer.
For voksne findes retten til social stofmisbrugsbehandling i servicelovens § 101.
For børn og unge under 18 år findes retten til social stofmisbrugsbehandling i barnets lov § 33, som henviser til serviceloven, og præciserer, at: "Kommunen skal tilbyde social behandling af et barn eller en ung under 18 år, hvis stofmisbruget medfører alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer..."
Retten til lægelig stofmisbrugsbehandling findes i sundhedslovens § 142, stk. 3: "Kommunalbestyrelsen tilbyder personer, som har et stofmisbrug, vederlagsfri lægelig behandling med afhængighedsskabende lægemidler."
Den lægelige behandling kaldes også substitutionsbehandling, fordi man forsøger at erstatte det illegale forbrug af opioider med lægeordineret medicin – normalt præparaterne buprenorphin eller metadon. Formålet med behandling er at dæmpe abstinenser og stoftrang, og give en mere stabil hverdag.
Det står ikke noget om opioider i selve bestemmelsen. Men behandlingen tilbydes kun personer, der er afhængige af opioider. Der er i Danmark ikke godkendt substitution af andre stoffer.
Hvis du alene er afhængig af fx hash eller kokain vil du derfor kun kunne få social stofmisbrugsbehandling. Læger kan dog godt ordinere anden medicin i forbindelse med behandlingen. Fx benzodiazepiner med henblik på (langsom) nedtrapning.
Stenbroens Jurister har udgivet en lommebog om lægelig stofmisbrugsbehandling. Bestil den gratis her: ABC om dine rettigheder i substitutionsbehandling
Lægen er forpligtet til at udarbejde en plan for den medicinske behandling. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens Vejledning til læger, der behandler opioidafhængighed med substitutionsmedicin (substitutionsvejledningen), afsnit 5.2.
Den lægelige behandlingsplan bør altid koordineres med en social behandlingsplan for at sikre en helhedsorienteret og sammenhængende indsats, der adresserer både de medicinske og sociale aspekter af stofmisbrugsbehandlingen.
Læs mere om behandlingsplaner i Stenbroens Juristers ABC om dine rettigheder i substitutionsbehandling
Du har ret til gratis social behandling, hvis du har et alvorligt stofmisbrug. Det er alvorligt, hvis du har problemer på grund af dit stofbrug.
Det er dine forældre (eller værge), der bestemmer, om du skal i behandling – også hvis du ikke selv vil.
Kommunen afgør, hvilken type social behandling du skal have. Det sker på baggrund af en konkret vurdering af dine problemer og behov. Du og dine forældre kan altså ikke selv vælge, hvor intensiv din behandling skal være.
I kan heller ikke selv vælge, hvor du skal modtage behandlingen.
Behandlingen skal iværksættes senest 14 dage efter, at du eller dine forældre har henvendt sig til kommunen.
Du har ret til gratis lægelig behandling med substitutionsmedicin, hvis du er afhængig af opioider (fx Tramadol, Oxycontin, metadon eller heroin).
Når du er under 15 kræver det dog, at dine forældre samtykker til behandlingen. Det er altså ikke nok, at du selv ønsker behandling.
Lægen skal lave en plan for din behandling i samarbejde med dig og dine forældre. Behandlingsplanen skal indeholde en beskrivelse af målet, indholdet, varigheden og intensiteten af behandlingen.
Behandlingen skal igangsættes senest 14 dage efter første henvendelse til kommunen.
Når din kommune har bevilliget lægelig behandling, har du og dine forældre ret til selv at vælge, hvor du skal modtage behandlingen (frit valg). I behøver altså ikke bruge det behandlingssted, kommunen foreslår. Det kan dog være svært i praksis at flytte den lægelige del af behandlingen, fordi I ikke kan vælge at få den sociale behandling samme sted.
Ifølge forældreansvarsloven er børn og unge under 18 år under forældremyndighed. Sundhedsloven giver dig først særlige rettigheder, når du er fyldt 15.
Det er derfor dine forældre, der bestemmer om du skal i behandling og giver samtykke på dine vegne. Det gælder både den sociale og den lægelige stofmisbrugsbehandling.
Beslutningen skal træffes ud fra dine interesser og behov. Du skal informere og inddrages, og der skal tages hensyn til dine synspunkter. Det fremgår af både barnets lov § 5, stk. 3, sundhedslovens § 20, stk. 1, og forældreansvarslovens § 5.
Du har ret til gratis behandling, hvis du har et alvorligt stofmisbrug. Det er alvorligt, hvis du har problemer på grund af dit stofbrug.
Både du og dine forældre skal dog være enige om det/samtykke, for at du kan få social stofmisbrugsbehandling. Hvis du eller dine forældre siger nej, kan kommunen ikke bevillige behandlingen.
Kommunen afgør, hvilken type social behandling du skal have (ambulant, dag- eller døgnbehandling). Det sker på baggrund af en konkret vurdering af dine problemer og behov. Du og dine forældre kan altså ikke selv vælge, hvor intensiv din behandling skal være.
Behandlingen skal igangsættes senest 14 dage efter første henvendelse til kommunen.
Du har ret til gratis lægelige behandling med substitutionsmedicin, hvis du er afhængig af opioider (fx Tramadol, Oxycontin, metadon eller heroin).
Du kan selv samtykke til lægelig behandling, når først du er fyldt 15 år. Det betyder, at du selv kan søge og få behandlingen, selvom dine forældre ikke er enige i din beslutning.
Dine forældre vil dog som udgangspunkt blive informeret og inddraget i behandlingen. I særlige tilfælde kan lægen undlade at orientere dine forældre, hvis tungtvejende hensyn, taler for det.
Behandlingen skal igangsættes senest 14 dage efter første henvendelse til kommunen.
Når din kommune har bevilliget lægelig behandling, har du ret til selv at vælge, hvor du vil modtage behandlingen (frit valg). Du behøver altså ikke bruge det behandlingssted, kommunen foreslår. Det kan dog være svært i praksis at flytte den lægelige del af behandlingen, fordi I ikke kan vælge, at få den sociale behandling samme sted.
Den behandlende læge skal lave en plan for din behandling i samarbejde med dig. Behandlingsplanen skal indeholde en beskrivelse af målet, indholdet, varigheden og intensiteten af behandlingen.
Ifølge sundhedslovens § 17 kan unge over 15 år, selv give informeret samtykke til lægelig behandling efter sundhedsloven, dvs. uden deres forældres tilladelse. Dine forældre kan altså ikke forhindre dig i at få behandlingen.
Dine forældrene vil dog som udgangspunkt stadig blive informeret og inddraget i behandlingen, når du stadig er mindreårig og under deres forældremyndighed. I særlige tilfælde er der mulighed for at fravige udgangspunktet om information og inddragelse af dine forældrene, hvis særligt tungtvejende hensyn taler for at undlade det.
Se nærmere i vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., afsnit 3.1.1. Du finder et link til vejledningen nederst på siden.
Er du fyldt 18 år, har du ret til gratis stofmisbrugsbehandling, hvis du har problemer på grund af stoffer eller piller. Reglerne findes i servicelovens § 101 (social behandling) og i sundhedslovens § 142 (lægelig behandling).
Du kan selv give samtykke til både social og lægelig behandling. Dine forældre skal ikke involveres og inddrages, medmindre du selv ønsker det. Kommunen har tavshedspligt, og dine oplysninger må ikke blive delt med andre, uden din tilladelse.
Du har i øvrigt ret til anonym stofmisbrugsbehandling, hvis du ikke har andre sociale problemer. Se nærmere i servicelovens § 101 a.
Uanset din alder har du ret til at klage, hvis du ikke får den stofmisbrugsbehandling, du mener at have krav på – fx hvis kommunen helt afslår behandling, hvis de ikke overholder fristen på 14 dage, eller hvis du bare ikke mener, at du får den behandling du har brug for.
Er du uenig i en afgørelse om social stofmisbrugsbehandling, kan du klage til Ankestyrelsen.
Gælder din klage den lægelige stofbehandling, skal du henvende dig til Styrelsen for Patientklager.
Læs mere om klagemuligheder i Stenbroens Juristers ABC om dine rettigheder i substitutionsbehandling
Hvis du ikke er klar til behandling, kan du stadig få rådgivning hos kommunen.
Du kan som udgangspunkt være anonym – men hvis rådgiveren bliver bekymret for dig og vurderer at du har brug for hjælp, kan de have pligt til at bryde anonymiteten og underrette kommunen, hvis du er under 18 år.
Det betyder som regel, at dine forældre vil blive informeret, også selvom du ikke ønsker det.
Kommunen skal i medfør af barnets lov § 28, tilbyde alle børn og unge gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe barnet eller den unge over øjeblikkelige vanskeligheder.
På længere sigt er det formålet med rådgivningen at sætte barnet eller den unge i stand til selv at løse opståede problemer ved egen hjælp.
Efter § 28, stk. 2, skal rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud.
Offentligt ansatte er underlagt en skærpet underretningspligt efter barnets lov § 133.
Det betyder, at de har pligt til at give kommunen besked om det, hvis de bliver bekendt med forhold, der giver anledning til at bekymring for din trivsel. Det forudsætter selvfølgelig, at du har oplyst dit navn eller de på anden måde kan finde ud af, hvem du er.
En underretning vil som udgangspunkt føre til, at dine forældre bliver kontaktet af kommunen.
Pligten for offentligt ansatte gælder, så snart de bliver bekendt med, at et barn eller ung, kunne have behov for særlig støtte efter barnets lov, herunder stofmisbrugsbehandling efter § 33.
Stopper du med at bruge stoffer, kan du få abstinenser – både fysiske og psykiske. Det kan være symptomer som rysten, kvalme, angst, søvnløshed eller indre uro. Abstinenser kan være ubehagelige og i nogle tilfælde farlige, så det er vigtigt at få hjælp.
Alle læger må behandle abstinenser. Er abstinenserne akutte, skal lægen straks behandle dem. Lægens pligt til at behandle abstinenser fremgår for opioider direkte af autorisationslovens § 41, stk. 1, og følger for andre stoftyper af lægens generelle pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed efter autorisationslovens § 17.
Det kan blandt andet være relevant, hvis du skal vente på at komme i behandling hos kommunen.
Du kan søge abstinensbehandling på både et misbrugscenter, hos egen læge, lægevagten eller på hospitalet (akutmodtagelsen).
Der gælder som udgangspunkt de samme regler om informeret samtykke og information af forældre, som ved den lægelige stofmisbrugsbehandling.
Læs mere om abstinensbehandling på www.abstinenser.dk.
Arbejder du et sted, hvor det er relevant at have materiale om mindreåriges ret til stofmisbrugsbehandling?
Bestil vores lille zigzag-pjece til uddeling her.
Har du kommentarer eller spørgsmål til materialet, eller ønsker du at bestille større mængder, er du velkommen til at kontakte os på mail eller telefon.
Herunder finder du links til de love og regler, vi har henvist til.
Skriv gerne til os, hvis du oplever fejl eller problemer med henvisningerne.
Lovbekendtgørelse af barnets lov. Link bekræftet 24. april 2025.
Se på RetsinformationLovbekendtgørelse af sundhedsloven. Link bekræftet 24. april 2025.
Se på RetsinformationLovbekendtgørelse af forældreansvarsloven. Link bekræftet 24. april 2025.
Se på RetsinformationVejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. Link bekræftet 24. april 2025.
Se på RetsinformationNationale retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling (Socialstyrelsen 2020)
Se hos Social- og BoligstyrelsenVejledning til læger, der behandler opioidafhængige patienter med substitutionsmedicin (Sundhedsstyrelsen 2017)
Se hos Sundhedsstyrelsen