Ring mig op

Bred støtte til Stenbroens Jurister i Aarhus

Salling Fondene og en række lokale advokatfirmaer er gået sammen om at støtte Stenbroens Jurister i Aarhus.

Velfærdssamfundet fungerer ikke altid som det skal for de mest udsatte. Derfor er der brug for specialiserede jurister, der kan hjælpe hjemløse, stofafhængige og andre udsatte med at få tag over hovedet, penge at købe mad for eller blive indskrevet i rusmiddelbehandling.

Alt det og mere kan udsatte få gratis hjælp til hos retshjælpen Stenbroens Jurister. Indtil nu har vi haft base på Vesterbro i København. Men i en periode har vi sendt jurister til Aarhus for at undersøge, om der også her er grundlag for en afdeling.

Behovet har vist sig at være stort. I dag rådgiver eller bistår Stenbroens Jurister hver måned i mere end 40 små og store sager for udsatte personer i Aarhus. Sagerne handler særligt om rusmiddelbehandling, adgang til en bankkonto og offentlig forsørgelse, men også en lang række andre problemstillinger.

Med støtte fra Salling Fondene, Aarhus advokatforening og en række større advokatfirmaer kan Stenbroens Jurister nu gå i gang med at fastetablere arbejdet med lokalt ansatte jurister.

- ”Stenbroens Jurister får ikke meget offentlig støtte. Derfor er vi helt afhængige af hjælpen fra det juridiske miljø og Salling Fondene, hvis vi skal kunne levere gadenær, juridisk rådgivning i det omfang, der er behov for. Og det her samarbejde betyder helt konkret, at vi kan hjælpe flere af de mest udsatte i Aarhus endnu bedre,” siger Maja Løvbjerg Hansen, der er jurist og direktør i Stenbroens Jurister.

Salling Fondene er kendt for sit sociale engagement i området. Men det er nyt for jurabranchen, at en række advokathuse på denne måde går sammen i en støttekreds for at sikre retshjælp til særligt udsatte. Derfor glæder det brede samarbejde den lokale advokatforening, som også er gået med i støttekredsen.

- ”Det er noget helt specielt, når så mange advokathuse går sammen i en støttekreds, som de har gjort bag Stenbroens Jurister. Jeg tror, man skal se den brede støtte som udtryk for advokatvirksomhedernes sociale engagement og en stor faglig respekt for Stenbroens Juristers helt særlige kompetencer og betydning for de mest udsatte,” siger Per Bjerg Christensen, der er bestyrelsesmedlem i Aarhus Advokatforening.

FAKTA: Om Stenbroens Jurister

Stenbroens Jurister er en gratis retshjælp for hjemløse, stofafhængige, sexarbejdere og andre særligt udsatte.

Stenbroens Jurister har base på Vesterbro i København, men rådgiver udsatte fra hele landet. I 2022 modtog vores jurister over 1.000 henvendelser og rådgav eller bistod i 1.798 sager for personer i 54 forskellige kommuner.

Stenbroens Jurister har i dag ti ansatte, hvoraf otte er jurister. Arbejdet finansieres primært af fonde og andre private kilder.

Siden oktober 2022 har Stenbroens Jurister hver uge sendt jurister København til Aarhus fra torsdag til fredag for at gå på gaden og tilbyde retshjælp lokalt. Det nye samarbejde skal gøre det muligt at fastetablere afdelingen med lokalt ansatte jurister.

Støttekredsen bag fastetableringen af Stenbroens Jurister i Aarhus består af:

Bliv ringet op

Udfyld felterne, så ringer vi dig op hurtigst muligt. Du er også velkomment til selv at ringe til os på nedenstående nummer.

33 33 05 05

Dine oplysninger bliver opbevaret, for at vi kan komme i kontakt med dig. Herefter slettes de.